Vi har solgt!!

Vi drikker meget champagne herhjemme for tiden.

Ikke fordi vi er blevet mere end almindeligt nordsjællands-alkoholikere, men fordi vi har meget at fejre.

Inden for meget kort tid er følgende sket.

• Jeg er blevet 40

• Vi har solgt vores hus

• Vi har fået godkendt en ansøgning på 100.000 til LAG

• Vi er begyndt at få opgaver til et kommende firma

Alt i alt er der masser at fejre. Men der er også så meget at forholde sig til at man hele tiden bliver nødt til at stoppe op og insistere på at fejre succeserne.

Nu har vi i 8 måneder haft vores hus til salg og det har været en ørkenvandring. Vi måtte konstatere at ingen ejendomsmæglere i Birkerød kunne finde ud af hvad et kedeligt 70er hus med søudsigt og en 5500kvm grund skulle koste. Vi har derfor måtte prøve priser af og sætte ned løbende.

Og det er en tung proces. Fremvisninger har vi haft næsten hver weekend og det har været hårdt.

Så nu føles det næsten mest, som om at man fejrer at man ikke skal gøre ejendomsmæglerrent (en helt særlig type rengøring) hver weekend. Men virkeligheden er jo en anden.

Vi er ved at tage hul på et nyt kapitel i vores liv. Vi skal bo endnu mere på landet, vi skal (forhåbentlig) leve af det vi er bedst til og har interesse for, vi skal have mere tid med ungerne (alene pga mindre transporttid).

Men også alle disse tanker om nyt liv drukner i en helt ny type travlhed. Vi skal flytte unger til nye institutioner og skoler, vi skal flytte et helt hus og en hel have (med dertilhørende dyr), vi skal klargøre huset i Stestrup osv. osv.

Så midt i den flodbølge af ting vi SKAL og ting vi burde – der er det vigtigt også at puste og minde sig selv om at:

Vi har taget et livsvalg – og nu er vi endelig på vej….

… Derfor drikker vi meget champagne for tiden.

/Mads

IMG_1355.jpeg