Signe - who…?
Der er jo nogle grundlæggende oplysninger som kan være rare at få på plads. F.eks. hvem er jeg. Så her kommer det – præsentationen af … tadaaa: MIG.
Jeg hedder Signe og er født i 1981 (så kan du selv lave regnestykket;-)). Jeg har læst dansk og historie på RUC, og jeg troede jeg skulle være gymnasielærer, men i stedet blev jeg kommunikatør og arbejder med at skrive tekster til hjemmesider. Først i Dansk Rideforbund, senere i SF og så i Folketinget.
Derudover arbejder jeg frivilligt som formand for Praktisk Økologi (Danmarks bedste forening for dem med grønne fingre. Hvis du ikke allerede er medlem, så skynd dig at meld dig ind! Det kan du gøre på www.oekologi.dk
Jeg elsker at skrive, men jeg brænder endnu mere for at dyrke have, bage brød, sy og i det hele taget al slags håndværk. Vi har en 250 kvm stor køkkenhave, 3 staudebede og utallige bærbuske og frugttræer. Derudover har vi ænder, høns og en kat. Vi har 3 børn fra henholdsvis december 2011 og 2013 og marts 2018.
Og hvordan får jeg så tid til fuldtidsjob, køkkenhave, 3 børn og et frivilligt arbejde, tænker du måske? Tjoo jeg ser mine børn for lidt – men det er arbejdets skyld. Togturen frem og tilbage bruger jeg på at arbejde frivilligt og derudover bruger jeg også ind imellem nogle aftener og en weekenddag i ny og næ på bestyrelsesmøder. Når ungerne er hentet er vi sammen med dem, men når de er puttet går Mads og jeg i haven og passer køkkenhave og diverse projekter. Vi sidder tit og nyder solnedgangen over Sjælsø sammen, før vi igen kaster os over havearbejdet. Hvad vi ikke gør så meget er at se fjernsyn og stene facebook.