Hvorfor drømmer vi dog om noget andet?
Hvorfor vil vi opgive vores gode velbetalte jobs og skønne hus i det smukke nordsjælland? Hvad er det der driver os? I starten havde vi lidt forskellige motiver. Mads elsker at lave mad, og brændte efterhånden for at lave og sælge nogle produkter. Jeg var også lun på tanken om at kunne sælge noget af alt det vi fremstiller af egne hænder, men samtidig var jeg mega frustreret over at aflevere vores 3 unger i institution ved 8-tiden om morgenen, hvorefter de kunne spendere alt deres krudt og glade smil på pædagogerne, for så at være sure og trætte når de kom hjem igen ved 16-17tiden.
Tredje barn satte tiden på spidsen
Da vi fik vores 3. barn Alde, blev frustrationen endnu værre, for nu vidste jeg jo, hvor hurtigt de tidligere år med børn går, og hvor vigtigt det er at der er en tæt kontakt mellem forældre og børn.
Men hvordan skal den kontakt udvikles og plejes, hvis man kun har børnene hjemme en times tid om morgenen og et par timer om eftermiddagen, inden de skal i seng kl. 19.00? Timer hvor alt muligt praktik som at spise morgenmad og aftensmad, komme i tøjet, komme af tøjet, børste tænder, tisse af, vaske hænder, osv osv også lige skal klares?
Det føles bare grundlæggende forkert, og det bliver ikke bedre af at se normeringerne i institutionen og det føles bare så forkert, at aflevere en lille 10-måneders rolling til fremmede pædagoger. Og når jeg så hørte Lars Løkkes regering med Maj Mercado i spidsen snakke om at forældrene skal opdrage deres børn bedre, så de sidder stille i skolen, så tænkte jeg; ”Hvornår i hulen, skal den opdragelse foregå?”.
Og hvordan kan politikerne spare og skære på samtlige institutioner, pædagoger, lærere og normeringer over årene og så blive forbløffede over, at børnene reagerer i skolen? Når børns samlede institutionstimer er steget fra 7-8.000 timer til nu 30.000 timer. Når børn bliver tvunget til at starte i skolen i det år i de fylder 6, fremfor når de er modne. Når antallet af børn der starter i vuggestue lige omkring 1-årsalderen er eksploderet i forhold til da jeg var barn i 80’erne, og hvor det i andre lande er helt uhørt at sende så små børn i institution.
En rolig sommermorgen med masser af tid og nærvær
Jeg vil ikke være med i eksperimentet mere
Vi er i gang med det største sociologiske eksperiment med børn nogensinde, men jeg vil ikke være med mere. Jeg ønsker mig mere tid sammen med mine børn. Samtidig har både Mads og jeg en times transport på arbejde – hver vej. Det giver en ekstra samlet arbejdstid på 20 timer om ugen. Så vi er væk hjemmefra 47 timer om ugen – begge to.
Så huset – vores drømmehus – er blevet midlet til at realisere den egentlige drøm, nemlig at være sammen med vores børn og starte en virksomhed. Og nej, jeg er ikke så blåøjet, at jeg tror at man får mere tid, ved at starte op som selvstændig. Men vi får mere fleksibilitet ind, og jeg har ikke noget imod at arbejde når ungerne er gået i seng, eller i weekenden, eller i ferien eller på alle mulige andre tidspunkt – når det er noget, jeg brænder for, og som er et arbejde for OS.
Der er virkelig en betagende sø-udsigt over Sjælsølyst fra vores hus, men vi bytter den gladeligt ud med mere tid til ungerne.
