Vi har kun det her ene liv

Og hvad gi’r de os så at rive i? Ja hvad skal man så bruge sit liv på? Det har Mads og jeg snakket en del om i løbet af årene.

Især efter at vi fik børn. Især efter at vi blev havemennesker. Især efter at jeg fandt en dybboende trang i mig til at bo på landet i en bondegård. Især efter at (gen)høre denne sang i radioen. (Du kender den sikkert. Det TV2’s ”Kom Lad Os Brokke Os.)

Og så det åndsvage vejr
og ham der Henrik Voldborg
det regner altid der
lige omkring hvor jeg bor
Vi har trods alt kun det ene liv
og hvad får man så at rive i
to TV-Aviser, lidt sport og en quiz
så er den aften gået, heldigvis
Man falder i søvn mens livet suser forbi
og så stiger licensen oveni
Får man andet for pengene end utak, nej
er der noget at sige til, at man brokker sig?

Og ja, det regner altid - hvis man altså ikke har en have at gå ud i.

Men det har jeg, og netop derfor elsker jeg havearbejdet, for i haven giver al slags vejr mening. Kulden holder graddagene nede, og forhindrer frugttræerne i at springe for tidligt ud. Regnen giver liv og næring og det samme gør solen. Der er ikke noget vejr så koldt eller blæsende at det rigtige overtøj og lidt tungt havearbejde ikke kan få varmen op i kinderne.

Og ja, vi har kun det her ene liv. Og hvad giver de os så at rive i?

Ikke meget, hvis man skal følge samfundets hamsterhjul. Jeg har i årevis faldet omkuld på sofaen, når ungerne sov, og tænkt ”heldigvis – nu sover de” efter kun at have set dem et par timer, mens vi jonglerede mellem aftensmad, skænderier, lektielavning osv osv. Men det var ikke fedt, synes jeg. Det er vores nye liv til gengæld.

Jeg har stadig travlt. Mere end travlt.

Jeg arbejder som selvstændig kommunikatør lige nu (og har landet et super spændende job, om vild natur i haven). Jeg klipper æbletræer (med en lille falcosaks og en grensaks), bygger hjemmeside, passer formandsjob i Praktisk Økologi og samtidig tager det bare laaang tid at komme på plads på sådan en stor gård, hvor vi skal anlægge alt fra nyt.

Min køkkenhave er hverken halvt eller kvart færdig– faktisk består den endnu bare af en snor og et par huller, der hvor gamle rosenbuske og en stor stolpe stod forkert.

Vi skal også have indrettet værkstedet, forrådskammeret, pakket kasser ud, bygget cideri osv osv. Og det tager også langsomt form.

Vi har kun boet her i to måneder, så der skal nok ske noget, når nætterne bliver lyse. Og i mellemtiden er det stadig HELT VILDT lækkert at komme hjem efter at jeg har afleveret ungerne, at tænde op i brændeovnen, lave mig en kop te og sætte mig til at arbejde. Jeg eeeeelsker det!

Jeg elsker friheden i selv at kunne bestemme, hvornår jeg spiser frokost, hvornår jeg løser den ene eller anden opgave og have friheden til at lukke computeren og gå ud i solen og klippe æbletræer.

Men jeg elsker frem for alt, at jeg kan hente ungerne inden kl. 15 og de er bare glade og leger godt sammen, når vi kommer hjem. For nu er de ikke mere helt flade efter en 8-9 timer lang “arbejdsdag”.

Savner jeg så ikke kollegaer, tænker du nok? Og nej, det gør jeg ikke. Jeg taler i telefon og mailer med rigtig mange hver dag, så jeg er godt underholdt. Og Mads er min bedste sparringspartner, og ham har jeg jo hver dag, når han kommer hjem fra arbejde.

Heldigvis!

/Signe

Sikke en udsigt jeg har fra mit arbejde. Hvis det ikke gør en glad, så ved jeg ikke hvad kan!