En drastisk beslutning

Vi har taget en beslutning. En overvældende, grænseoverskridende, drastisk og fantastisk beslutning. Vi har besluttet os for at sælge vores hus! Det store praktiske 70’erhus på den skønneste 5500 kvm store grund med solnedgangsudsigt over Sjælsø. Det hus, vi hver dag i de seks år, vi har boet her, har set hinanden i øjnene og sagt; Herfra skal vi bæres ud! Og alligevel er vi endt med et stort Til Salg-skilt i forhaven og et vanvid af rengøring og oprydning hver eneste lørdag. Og hvorfor?

Jo, fordi vi vil noget andet. Vi vil forfølge en drøm der har vokset sig stærkere i os. For et år siden, havde jeg aldrig forestillet mig, at vi nu ville sidde her med den beslutning men alligevel føles det så naturligt, at jeg knap kan huske, hvorfor det ikke altid skulle have været sådan.

Planen er at sælge huset, tjene nok på det til at købe en æbleplantage (ikke en hvilken som helst) og til at starte en produktion af cider, mjød og drinksirup. Planen er også at sige vores gode faste fuldtidsjobs op. Helt uden erfaring med at brygge cider, mjød og drinkssirup i større mængder. Næsten uden erfaring med salg, men ikke helt uden erfaring med kommunikation. Er det vildt. Ja det er det. Er jeg bange og bekymret – nææ egentlig ikke. For jeg har flyttet mig meget mentalt.

Denne blog handler både om den mentale rejse og vores videre færd frem i vores nye liv. Jeg håber du vil læse med.

P6211271.JPG