Om kurser, rundvisning, haverådgivning og produkterne fra vores økologiske æbleplantage
Bjerregaarden
“Vi stræber efter selvforsyning og bæredygtighed i både hjemmelivet og i virksomheden. ”
En uendelig gave
Giver du et køkkenhavekursus i julegave, er det gaven der bliver ved med at give. På kurset “Den regenerative køkkenhave” lærer du, hvordan du planlægger køkkenhaven, sikrer en sund og frodig jord samt får værdifulde tips og tricks til at så og forspire med succes og uden at bruge meget plads. Kurset er inkl. hjemmelavet pizza bagt på stenovn og serveres med alkoholfri cider.
Du kan få tilsendt et fint gavekort til at lægge under træet, ved at skrive en mail til Signe efter bookning.
Kurset afholdes lørdag d. 14. marts og søndag d. 15. marts 2026 kl. 10-14.
Giv en Cidersmagning i gave
Vidste du, at du kan booke en cidersmagning og en rundvisning her på Bjerregaarden?
Til cidersmagningen præsenterer vi spændvidden i den verden af cider, vi begge elsker. Der er både med og uden alkohol, sød og tør samt mousserende rabarbervin og Bouchet. Kan du lide vores produkter, er der også mulighed for at købe med hjem til favorable priser.
Alle cidersmagninger er inkl. rundvisning, for den synes vi ikke du skal gå glip af. Nyd den smukke, summende æbleplantage og hør om Bjerregaarden, fra da den blev grundlagt af Ritt Bjerregaard til vores nuværende ciderproduktion. Vi tilrettelægger gerne programmet efter jeres interesser, uanset om det er:
ciderproduktionen
æbleplantagen
selvforsyning og køkkenhave
vild natur og biodiversitet
Det tager ca 2 timer og koster 1.500 kr uanset om du er 1 eller 20 personer.
Der er mulighed for at tilkøbe frokost i form af hjemmelavede pizzaer fra stenovn.
Om os
Signe Schrøder og Mads Syberg er kræfterne bag Bjerregaarden. I 2019 tog de springet fra en villa i Nordsjælland og to fuldtidsjobs til en bondegård med økologisk æbleplantage på Midtsjælland. Plantagen er grundlagt af Ritt Bjerregaard, som et økologisk eksperiment og indeholder 60-80 forskellige æblesorter og et væld af biodiversitet.
Her holder Signe foredrag og underviser i vild natur, miyawaki-skove og køkkenhave. Samtidig passer hun den 450 kvm store køkkenhave, skærehaven, den vilde have og æbleplantagen. Signe har udgivet køkkenhavebogen “DYRK - den nemme køkkenhave” på Politiken Forlag i april 2022.
Mads brygger, smager og udtænker alle Bjerregaardens produkter, hvad enten det er cider, most, mjød eller mousserende rabarbervin. Produkterne har vundet adskillige priser, og Mads går hele tiden og udtænker nye spændende produkter, smage og kombinationer. Cideriet på Bjerregaarden har han i øvrigt selv bygget.
Vi har desværre ikke planlagt åben have i 2025, men du har altid mulighed for at booke en rundvisning:-).
Vh. Signe og Mads
“Cider fra Bjerregaarden” i TV2 Øst
TV2Øst var forbi og lave udsendelsen “Hvor kommer maden fra” på Bjerregaarden. Det handler om cider, vild natur, om at springe ud af hamsterhjulet og forfølge sine drømme og meget mere. Se med her i "Hvor Kommer Maden Fra"
FØLG MED PÅ INSTAGRAM
På Signes instagramprofil kan du følge livet på Bjerregaarden, køkkenhaven, den vilde have og små hverdagsglimt. Signe finder du på @signeschroeder_praktiskoekolog.
Følg også @bjerregaarden.dk og få indblik i arbejdet i plantagen og i udviklingen af cider, mjød og andre spændende sager. Alt er lavet ud fra bæredygtige principper og en kærlighed til gamle håndværkstraditioner.
Til minde om ritt Bjerregaard
Ritt er død. Med hende er en stor politiker, men også en stor æbleekspert og økologisk ildsjæl gået bort.
Her på Bjerregaarden skylder vi hende meget, for det var Ritt Bjerregaard, der grundlagde æbleplantagen med dens enorme sortsrigdom, skønhed og biodiversitet.
